Meisen Kimonoens Historie

 Lidt om Historien

Før 1860´erne var almindelige folk i Japan henvist til at bære groft vævet stof af hamp eller andre plantefibre. Det var først efter Meiji Revolutionen 1868 at de fik mulighed til at købe og bærer silkekimonoer.

Ved at benytte en mindre kostbar silke og enklere væve og rykke metode blev silkekimonoerne til at betale for middelklassen, og efterspørgelsen var enorm. 

Meisen silkekimonoen

Udviklingen af Meisen-silken og den specielle  tryk/væve metode (Ikat) gav for første gang datidens kvinder mulighed for at købe moderne silkekimonoer. De moderne city-kvinder fra middelstanden og det bedre borgerskab bar disse Meisen-kimonoer dagligt. Kvinderne på landet havde højst en til festlig brug. 

Mønstre og designs på Meisen var ret simple  i starten, såsom striber, kryds og fjer samt små gentagne mønstre. Disse blev solgt i store antal.

Senere  ændrede mønstrene og designs til stiliserede store blomster, store landskaber og lignende. I Taisho og tidlig Shôva perioderne kom store dynamiske, sprudlende farvefulde og dristige designs inspireret  af europæisk modernistisk kunst som Art Deco, Noveau, Abstract Expressionism og Konstruktivisme. Det siges, at de forskellige kimono kunstnere konkurerede indbyrdes for at overgå hinanden.

Silken til hver enkelt kimono blev håndtrykt eller malet direkte på silketrådende inden de sat op på en væv. Derefter blev vævet og syet i hånden. Jeg har aldrig set 2 ens Meisen-kimonoer af de modernistiske  type. Det er disse kimonoer, der er fokus på i min samling.

I løbet af 1920´erne var Meisen-kimonoerne  højeste mode, især blandt den unge urbane kvinde som, med disse dristige designs, fandt en måde til at udtrykke sig selv som den ny uafhængige og moderne kvinde. Skuespillerinder og modeller kunne bruge disse iøjefaldende Meisen-kimonoer til at blive set og kendt. Meisen kimonoerne var "hot" i japan helt til 1950-55.

Der er stor interesse for Meisen Kimonoen i dag, og foruden seperatudstillinger, indgår Meisen kimonoer i museers udstillinger, bla. i Metropolitan Museum, New York, Museum of fine art Boston, Victorian and Albert museum London, mm.

Meisen kimonoernes modernistiske store dristige mønstre og farver blev inspiration for Skandinaviske textildesignere og producenter bla.  Finske Mariomekko

3 slags Ikat-kimonoer, der blev vævet og trykt på samme måde.

Meisen silken blev vævet af stærk dobbelt spunnet silke. Der er forskellige kvaliteter: Blød,  middel, kraftig og stiv (som taft).

Omeshi silken blev vævet af høj kvaltets råsilke, spundet af twistede tråde, der blev vokset. 

Tsumugi silke-kimonoen er en grov kvalitets silke, der blev spundet af beskadiget cocoon silke.

IKAT 

Meisen silkens tryk og væve teknik kaldes Ikat. Silketrådene blev lagt ud på et bord, og man enten håndtrykkede med stensils (en farve pr. stensils) eller malede direkte på trådene. Herefter blev silketrådene spændt på en væv og vævet til et stykke stof. 

Denne teknik gjorde at mønsterets kanter fremstod bløde, nærmest som med en bevægelse, og begge sider af stoffet er ens.

Ikat metoden er en gammel teknik der har sin oprindelse i Indien. Via handel blev teknikken formidlet til øst og vest hvor den blev viderudviklet. I 1700-1800 tallet var ikat silke højt værdsat af overklassen og hofferne overalt. Ikat silken blev produceret i Lyon, Frankrig.

En Japansk mand Tokutaro Kando lærte teknikken på silkefabrikken i Lyon og tog den viden med sig da han vendte tilbage til japan i 1882. Deraf kommer de japanske Meisen kimonoer. 

The Friis Meisen Collection

Samlingen er udvalgt med fokus på de modernistiske abstrakte Meisen silkekimonoer, der er inspirereret af vestlig kunst. Der er desuden også eksempler på de store blomster- abstraktioner og små  gentagelses mønstre i Meisen-kimonoerne.